lørdag den 5. april 2014

Champignon

Jeg har sat mig for at dyrke mine egne champignon (Agaricus bisporus).

Det har været et ønske gennem mange år. En dag kom min nabo forbi og snakken faldt på svampe, og det tændte mig - nu skulle det prøves.


Hvis man selv vil lave champignon, hurtigt, kan man tage en smutvej ved at købe sig til forbehandlet voksemedie som blot skal udsættes for de rette betingelser for at svampene udvikles - her er et par links til steder hvor sådanne ting findes :
Jeg vil gerne prøve at gøre tingene helt fra bunden - dvs. selv fremelske svampemyceliet på naturlig vis. Jeg lavede lidt søgning på nettet, faldt derved frem til Diddes blog som i den grad inspirerede mig - se selv:

 http://candselv.blogspot.dk/2012/11/hjemmelavet-svampemycelium.html


Efter at have studeret Dittes historie, er konklusionen at det bare er at gå igang - man skal lige sætte sig ind i enkelte simple spilleregler og vide at det at gøre tingene helt fra bunden kræver lidt forberedelse, tid og etablering af diverse forhold.


Inspireret af Ditte drog jeg ud til diverse dagligvarebutikker i min søgen efter "champignon med fod", for at bruge foden som podemateriale til udvikling af svampemyceliet. Jeg har søgt i Brugsen, Irma og en række lokale grønthandlere men alle havde kun "rodskårne" svampe. Øv. Men med så meget andet så giver jeg ikke op.

Fandt så ud af at der jo er gartnerier som producerer champignon som jeg kunne kontakte - fandt Tvedemose på Sjælland. Sendte dem en mail via deres hjemmeside. Jeg tror ikke på højere magters hersken, men et par dage efter at jeg havde kontaktet Tvedemose, så fandt jeg økologiske brune champignon med fod - fra Tvedemose - i vores lokale SuperBrugs i Bjæverskov.

Brune champignon fra Tvedemose - med fod
Brune champignon fra Tvedemose - med fod
Brune champignon fra Tvedemose - med fod
Close-up
Så er det bare igang: Efter anvisnining fra Ditte har jeg pakket dele af foden fra svampene ind i skoldet og afkølet bølgepap, pakket ned i glas med løstsiddende låg, og de står nu et mørkt sted i køkkenet for at myceliet skal udvikle sig. Jeg prøver også at tilføre lidt frisk kaffegrums til nogle af mine glas for at se om det kan have en god effekt.

Mens myceliet udvikler sig går jeg igang med næste del - at forberede voksemediet. I min fortsatte søgning over emnet faldt jeg over følgende anvisninger til at forberede halmballer som voksemedie for østershatte - det vil nok også kunne bruges til champignon:




Der findes flere måder at forberede halmen som voksemedie (blandt andet med hestegødning og kalk) men jeg vil gå for metoden med halm alene som første forsøg.


Ifølge beskrivelsen skal halmballerne forberedes med en form for ensilering (=mælkesyregæring) ved at halmballerne pakkes ind i kraftige plastsække og nedsænkes i vand. Dette vil skabe en gæring som vil bevirke at diverse uønsket bliver uskadeliggjort, og halmen delvist omsat. Halmen skal "gære" i 2 uger - kommer til at lugte fælt, men det er meningen. Derefter tages halmballerne ud af indelukket, drypper af og der podes med mycelie. Når halmen er tydeligt gennemvokset med mycelium - skulle ske i løbet af 2-3 uger - dækkes halmen med et 3-4 cm tykt lag frisk markjord, der holdes tilpas fugtig, men ikke for våd.

Jeg har tænkt mig at indrette et hjørne af køkkenhaven med en 'champignongrav', 60-70 cm dyb, sider af betonfliser, åben bund, måske filt og placere de podede halmballer deri. En plade over og så bare vente...

Hvordan myceliet provokeres til at sætte frugt = champignon er jeg ikke helt sikker på - det må jeg finde ud af ....


Nok for nu.



\J/


lørdag den 29. marts 2014

--- Hej derude ---


Jeg har nu startet min egen blog op - lige som så mange andre.
Ved ikke hvor det vil føre mig hen, eller hvordan det skal udvikles.

Jeg har tit tænkt på at det kunne være sjovt at lave en blog - som en form for dagbog. Jeg har dog ikke sprunget ud som blogger før nu, for jeg frygter at det vil komme til at være en tidsrøver... men nu må det bære eller briste.

Min blogger-debut blev kickstartet da jeg her til morgen, mens kefir/surdejs-bollerne hævede, gik på nettet for at søge inspiration til hvordan man selv dyrker markchampignon. Fandt derved frem til Diddes blog (her:
 http://candselv.blogspot.dk/2012/11/hjemmelavet-svampemycelium.html ).

Hermed en dobbelt tak til Didde - det gav mig sparket til at gøre noget ved markchampignon ideen OG at starte min egen blog op.

Jeg ved endnu ikke hvordan man bedst gebærder sig som blogger - så man ikke kommer til at spilde sin egen og andres tid. Jeg vil gerne lære hvordan jeg organiserer systemet så denne blog bliver et læsværdigt sted med en blanding af opskrifter, råd og vejledning, generel information osv.

Nok for nu her - hvis der er nogle derude som har gode råd til hvordan man organiserer en blog så den kommer til at fungere som indgang til at åbenbare det sjove gør-det-dog-selv univers, så er jeg meget lydhør.

Jeg tager idag til vores lokale brugs for at se om de har markchampignon med passende "hvid pels på fødderne/rodenderne" - tak til Didde :-)